Saturday, April 22, 2017

Sock / Sok (deep poetry)


Sock

and I thought:
the centre of my being
is a tiny splotch
of spilled liquid
lying on the floor
only visible from the side

it must have fallen out of me
when I was looking
for something else
something that would provide stability
like a butterfly on a needle
or a tapestry slowly being eaten by moths
for, let’s face it, stability
is as temporary as the solar system

(I just thought I’d give you
a picture big enough to make you believe
that I have big thoughts)

I must have dropped it
while I tried to replenish
the fluid I was taught
is vital, that fluid
which can reflect the faces
of other people
but won’t respond
to anything I – or they – say

but I stepped on it
and it vanished into my sock






Sok

og jeg tænkte:
centeret af min væren
er en lille plet
af spildt væske
der ligger på gulvet
man kun kan se fra siden

den må være faldet ud af mig
mens jeg kiggede efter
noget andet
noget der ville give stabilitet
så som en sommerfugl på en nål
eller en gobelin der langsomt spises af møl
for, lad os se det i øjnene, stabilitet
er lige så midlertidig som solsystemet

(jeg tænkte, at jeg hellere
måtte give dig et billede stort nok til
at få dig til at tænke
at jeg har store tanker)

jeg må have spildt den
mens jeg prøvede at opspæde
den væske jeg har lært
er vital, den væske
som kan genspejle
andre menneskers ansigter
men ikke vil reagere
på noget jeg – eller de – siger

men jeg trådte på den
og den forsvandt ind i min sok

Friday, March 31, 2017

the sound / lyden


the sound it makes
when it falls
in the dark

the rain

is the same as my
stumbling
steps






lyden den laver
når den falder
i mørket

regnen

er den samme som mine
snublende
skridt

Wednesday, March 8, 2017

3 short stories


the door in your eye opens up to a world of winds no one flies a kite or flies at all


døren i dit øje åbnes op til en verden af vinde ingen flyver med drage eller ingen flyver


:


it's a footnote explaining itself or a deaf seal on a rock with no name to explain your Rorsarch face


det' en fodnote der forklarer sig selv eller en døv sæl på en sten uden navn til at forklare dit Rorsarch-ansigt


:


keeping away from 3D people you dream up elaborate conspiracies of why they shun you and you open and close the fridge door and see your friend the milk fade away little by little



holder dig væk fra 3D mennesker og konstruerer indviklede konspirationsteorier om hvorfor de undgår dig mens du åbner og lukker køleskabsdøre og ser din ven mælken forsvinde lidt efter lidt


Tuesday, March 7, 2017

4 short stories

all the degrees of a Like ten thousand starlings in a thimble


alle graderne af et Synes Godt Om titusinde stære i et fingerbøl

:

the vision of what's in space a construct of neurons


visionen om hvad der er i rummet en konstruktion af neuroner

:

by a chemical forced in and out of shape what we agree is "the world" (notice: " ")


ved et kemikalie tvunget ind og ud af form dét vi er enige om er "verden” (bemærk: " ")

:

think all you will: here is there and sometimes not like rain inside your left ear


tænk alt du vil: her er der og til tider ikke som regn inde i dit venstre øre

:

'it's clean' you say and mean: not a flock of gulls in a phone booth (who remembers them anyway?)


'det er rent' siger du og mener: ikke en flok måger inde i en telefonboks (hvem husker dog dem?)

Monday, February 6, 2017

Va bene?


Va bene?
Va male?
The man who overheard Christ talking to Saint Catherine tries to cross the hot water pool with a lit candle though his house is full of water. His neighbours pull him out and he never reaches the far end.
Tu sei pazzo!
Once he locked up his family for seven years. They needed to be saved and below the town on the mountain top the road crawls away.
Misericoridia!
As always the dog comes out of nowhere.






Va bene?
Va male?
Manden, der overhørte Kristus tale til Sankt Catharina prøver at krydse springvandsbassinet med et tændt lys, selvom hans hus er fuldt af vand. Hans naboer trækker ham op, og han når aldrig den fjerne ende.
Tu sei pazzo!
Engang lukkede han sin familie inde i syv år. De skulle frelses og under byen på bjergtoppen kravler vejen væk.
Misericordia!
Som altid kommer hunden ud af intet.

Sunday, January 22, 2017

prose poems / prosadigte

I keep getting the year wrong. I should listen to my electronic devices in contact with localised world time but the fog distracts me.


Jeg bliver ved med at tage fejl af årstallet. Jeg burde lytte til mine elektroniske apparater, der har forbindelse til den lokaliserede verdenstid, men tågen distraherer mig.


:



'Over the years' ... I'm old enough now to say that. My flat has a door on the outside and when people talk on the radio I'm trying to listen. On Wednesdays my right leg is made of water repelling cotton.



'Gennem årene' ... Jeg er gammel nok til at sige dét. Min lejlighed har en dør på ydersiden og når folk snakker i radioen prøver jeg på at lytte efter. På onsdage er mit højre ben lavet af vandskyende vat.


:



I roughly remember where I was when Lennon was shot and I remember that the girl I had planned to seduce said she had Chlamydia. Her father was a painter.

It rained a lot that day but mostly people in the streets were carrying Christmas presents.




Jeg husker nogenlunde hvor jeg var, da Lennon blev skudt, og jeg husker pigen, jeg havde planlagt at forføre sige, at hun havde Klamydia. Hendes far var maler.

Det regnede meget den dag, men folk på gaderne bar mestendels rundt på julegaver.


:



If it wasn't already I'd invent a heron. Just to be able to say: I have seen a heron. The man who talks so very loud tries to get me involved in a talk about the weather but I need milk and headache pills so I trot on pretending to be deaf.


Hvis den ikke allerede fandtes ville jeg opfinde en hejre. Kun for at kunne sige: Jeg har set en hejre. Manden, der taler så vældig højt prøver at involvere mig i en snak om vejret, men jeg skal have mælk og hovedpinepiller, så jeg trasker videre og lader som om, jeg er døv.