to be given a word / at få et ord foræret (flash-fiction-haibun)

Twilight of the Gods

He was just passing through, that foreigner with the tired eyes.

”Wow, it's really dark and cold up here. I can't afford to pay for the coffee but take this instead,” he said and left a word, one word, on the table. A big word. ”Götterdämmerung”. On could easily - and with some right, I think - have expected a fanfare or a cacophony of trumpets and horns to go along with it, but there was nothing. Just lying there by the complementary piece of 3^rd rate chocolate was a vibrating, blinking … lump(?) ... of a word. I didn't think much of it at first but took it home and put it on my table. I sat looking at it. It looked like it was breathing or there was a flame inside it; a flame that grew bright and faded in the rhythm of what I imagined would be a pulse, a beating heart. It didn't do anything and wouldn't eat or drink. Guess, it didn't need it. All winter it worked fine as a cosy sort of light and I saved a lot of money from not having to buy candles. Then in the spring I opened the window on a bright and slightly warm day and a magpie rushed in, grabbed Götterdämmerung and off it went over the trees and the neighbouring houses.

Kind of sad, really. My white cat Baldur turned black from disappointment.

from parasite to kissing ticket transformation of the mistletoe

Gudernes tusmørke

 

Han var kun på gennemrejse den fremmede med de trætte øjne.

”Wow, det er virkelig koldt og mørkt heroppe. Jeg kan ikke betale for kaffen, men tag imod dette her i stedet,” sagde han og efterlod et ord, eet ord, på bordet. Et stort ord. ”Götterdämmerung”. Man kunne sagtens - og med god ret, efter min mening - have forventet en fanfare eller en kakofoni af trompeter og horn, men der skete ingenting. Den bare lå der ved siden af den medfølgende 3de rangs chokolade, den dér vibrerende, blinkende … klump(?) … af et ord. Jeg tog mig ikke særligt af den, det, i starten, men tog det med hjem og lagde et på mit eget bord. Jeg satte mig og kiggede på det, den. Det, den, klumpen så ud til at ånde eller som om der var en flamme indeni; en flamme, der blev lysere og dæmpedes igen i en rytme, jeg forestillede mig måtte være en puls; et bankende hjerte. Den/det foretog sig ikke noget og ville hverken spise eller drikke. Måske havde klumpen, ordet, ikke brug for det. Den, det, fungerede fint hele vinteren som en slags hyggebelysning, og jeg sparede en del penge på ikke at skulle købe stearinlys. Da foråret kom, åbnede jeg vinduet på en lys og lun dag, og en skade skyndte sig ind, greb Götterdämmerung og afsted var den over træerne og nabohusene.

Ganske sørgeligt, egentlig. Min hvide kat Balder blev sort af skuffelse.

fra parasit til kysse-billet misteltenens forvandling